Uenighed om bevis for anmeldt indbrud kunne ikke afgøres skriftligt

Sagen handlede om en klager, hvis hus blev anmeldt indbrudt, mens hun var på ferie, med et opgjort krav på 490.000 kr. Selskabet afviste dækning, da man mente, at klager ikke havde bevist, at der reelt var sket et dækningsberettiget indbrud. Selskabet pegede på flere usædvanlige forhold, herunder at politiet først blev kontaktet halvanden time efter, indbruddet blev opdaget, at en håndværker angiveligt havde talt med den formodede gerningsmand uden at klager oplyste dette til politiet, og at det virkede usandsynligt, at så mange og tunge genstande, herunder hårde hvidevarer og møbler, kunne fjernes uden at nogen bemærkede det. Klager bestred disse forhold og mente, at indbruddet var tilstrækkeligt dokumenteret gennem politiets observationer. Ankenævnet fandt, at sagen rummede så mange modstridende oplysninger, at den ikke kunne afgøres på skriftligt grundlag, og at en afgørelse ville kræve mundtlig bevisførelse med parts- og vidneforklaringer, hvilket ligger uden for nævnets muligheder. Sagen blev derfor afvist. Dette viser, at nævnet i sager med stor bevismæssig usikkerhed henviser parterne til domstolene, og at klare og konsistente forklaringer er afgørende for at få en sag behandlet og afgjort effektivt.