Standsede udbetalinger for erhvervsevnetab efter fleksjobansættelse

Sagen omhandlede standsning af udbetalinger fra en erhvervsevnetabsforsikring til en klager, der var sygemeldt med stress og senere fik diagnosen moderat depression. Klager havde gennemgået et jobafklaringsforløb og blev efterfølgende ansat i et fleksjob med reduceret timetal og effektivitet. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser i en periode, men stoppede udbetalingen efter en ny speciallægeerklæring, med henvisning til, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Klager mente, at lægelige udtalelser, kommunens vurdering og arbejdsgivers erklæring viste det modsatte. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at hans generelle erhvervsevne var nedsat i den grad, der kræves for fortsat dækning, og lagde vægt på, at hans diagnoser ikke i sig selv udelukkede en øget arbejdstid på det brede arbejdsmarked. Nævnet afviste desuden krav om dækning af advokatudgifter forud for sagens indbringelse. Sagen illustrerer, at vurderingen af erhvervsevnetab ofte overgår til en generel bedømmelse, og at det er forsikringstager, der skal bevise, at erhvervsevnen er nedsat tilstrækkeligt, selv ved psykiske lidelser med dokumenterede skånehensyn.