Afslag på dækning af kritisk sygdom anmeldt efter fristens udløb
- Selskab
- AP Pension
- Lovhenvisninger
- forsikringsbetingelsernes § 18, stk. 2
- Stikord
- kritisk sygdom · anmeldelsesfrist · afslag · god skik · advokatomkostninger
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en kvinde, der i 2019 fik konstateret en nyretumor og senere ønskede udbetaling fra en forsikring mod kritisk sygdom, som var en del af hendes firmapension. Hendes pensionsindbetalinger ophørte i 2020, og hun anmeldte først sit krav i 2022, altså mere end to år efter forsikringens ophør. Selskabet afviste at udbetale erstatning, fordi kravet var anmeldt efter den 6-måneders frist, der fremgik af forsikringsbetingelserne. Klager mente, at selskabet burde have gjort hende specifikt opmærksom på denne frist i forbindelse med ophøret, og at manglende oplysning herom var i strid med reglerne om god skik. Ankenævnet var ikke enig og fandt, at selskabet kunne påberåbe sig fristen, selvom den ikke var nævnt særskilt i ophørsbrevet, da fristen fremgik af de almindelige forsikringsbetingelser. Nævnet lagde også vægt på, at selskabet i sit brev havde opfordret klager til at henvende sig, hvis hendes helbred ændrede sig. Sagen viser, at forsikringstagere selv har ansvar for at kende og overholde anmeldelsesfrister i deres police, også når en forsikring ophører, og at der ikke automatisk gælder en pligt for selskabet til at minde om sådanne frister ved ophør.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på dækning af kritisk sygdom. Klager blev i 2018 omfattet af en firmapension med tilhørende forsikring ved visse kritiske sygdomme. Hun fik den 5/11 2019 påvist en venstresidig nyretumor. Klager fratrådte sin stilling og selskabet fremsendte den 28/5 2020 et brev om, at indbetalingerne til klagers pensionsordning var ophørt. Klager ansøgte den 16/8 2022 om udbetaling af forsikringssum ved kritisk sygdom. Klager krævede, at selskabet skulle realitetsbehandle hendes krav, og betale et af nævnet fastsat bidrag til dækning af advokatomkostninger. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at kager anmeldte sit krav mere end 6 måneder efter forsikringens ophør, ligesom selskabet afviste dækning af klagers advokatomkostninger. Klager anførte, at anmeldelsesfristen i forsikringsbetingelserne forudsættede, at forsikringstager var blevet gjort opmærksom herpå, og at selskabet brev af 28/5 2020 ikke indeholdt en henvisning til fristen. Klager anførte, at selskabet ikke havde iagttaget sin oplysningspligt efter god-skik reglerne. Selskabet anførte, at god skik reglerne ikke indeholdte krav om, at selskabet udtrykkeligt skulle informere om 6-måneders fristen i forbindelse med forsikringens ophør. Selskabet anførte også, at klager ikke havde været i tilregnelig uvidenhed om anmeldelsesfristen, da hun blev informeret herom i forsikringsbetingelserne. Efter en gennemgang af sagen fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at kritiserre, at selskabet havde afvist dækning med henvisning til 6-måneders fristen i forsikringsbetingelserne. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at statuere, at selskabet ikke kunne gøre forsikringsbetingelsernes § 18, stk. 2 gældende i den konkrete situation. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klagers forsikring ophørte den 1/6 2020, og at klager derfor skulle have fremsat eventuelle krav over for selskabet senest den 1/12 2020. Nævnet lagde videre vægt på, at der ikke af god skik-reglerne kunne udledes et krav om, at selskabet - når en forsikring ophører - generelt skal ifnroemre om forsikringsvilkår, der kræver, at kunden skal anmelde sit krav i en afløbsperiode på 6 måneder. Nævnet lagde også vægt på, at selskabet i brev af 28/5 2020 bad klager om at henvende sig, hvis hun var ledig, syg eller hendes helbred havde ændret sig. Efter sagens udfald og omstændighederne i øvrigt fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække klagers advokatomkostninger. Selskab medhold.
Resultat
SELSKAB MEDHOLD
Søgeord
ADVOKATHONORAR, ANMELDELSE, KRITISK SYGDOM, ANMELDELSESFRIST
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- SundhedsforsikringMedhold til selskabet
Afslag på engangsudbetaling efter hjerneblødning uden dokumenterede symptomer
Klager blev i juni 2021 diagnosticeret med en hjerneblødning og søgte om engangsudbetaling fra sin forsikring ved kritisk sygdom.
- SundhedsforsikringMedhold til selskabet
Afslag på udbetaling ved kritisk sygdom efter hudkræftdiagnose
Sagen handlede om afslag på udbetaling af en engangssum ved kritisk sygdom efter diagnosen atypisk fibroxanthom, som klager mente var ondartet kræft og …
- SundhedsforsikringMedhold til selskabet
Ankenævnet for Forsikring sag 104971 – Kritisk sygdom
Sagen handlede om en mand, der blev indlagt med en blodprop i hjernen og efterfølgende søgte om udbetaling fra sin forsikring ved kritisk sygdom.
- SundhedsforsikringMedhold til selskabet
Afslag på yderligere behandling af socialfobi under sundhedsforsikring
Sagen handlede om afslag på yderligere behandling for socialfobi under en sundhedsforsikring.
- SundhedsforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af tandskade som følge af kronisk psoriasisgigt
Sagen handlede om en kunde, der fik afslag på dækning af en tandskade, som hun mente var opstået som følge af medicin mod psoriasisgigt.