Afkortning

Hvad det betyder i praksis

Afkortning er en fællesbetegnelse for de tilfælde, hvor et forsikringsselskab ikke afviser en skade fuldstændigt, men i stedet sætter erstatningen ned, fordi forsikringstageren eller den sikrede har handlet i strid med sine pligter. Det kan for eksempel være pligten til at begrænse en skades omfang, pligten til at oplyse selskabet korrekt om skadens omstændigheder, eller en generel pligt til ikke at handle groft uagtsomt.

Afkortning adskiller sig fra en total afvisning ved, at selskabet anerkender, at der er sket en dækningsberettiget skade, men mener, at forsikringstagerens egen adfærd har forværret situationen eller gjort det berettiget kun at betale en del af det fulde krav. I nogle sager ender diskussionen dog med, at nævnet slet ikke finder grundlag for afkortning, fordi adfærden ikke var uagtsom nok, eller fordi selskabet ikke har løftet sin bevisbyrde for, at forsikringstageren faktisk har tilsidesat en pligt.

Sådan vurderer nævnet

I de sager, der er behandlet af nævnet, går et par temaer igen. For det første ser nævnet på, om forsikringstageren har handlet groft uagtsomt eller blot almindeligt uagtsomt, hvilket har stor betydning. I en sag om en bilskade (AFI 99318) anerkendte nævnet selve kollisionsskaden, men fandt, at klager havde handlet groft uagtsomt ved at fortsætte med at køre bilen, selv om der løb væske ud af den. Selskabet skulle derfor ikke dække de yderligere skader, som skyldtes den fortsatte kørsel. Her blev afkortningen altså begrundet med, at forsikringstageren burde have stoppet og begrænset skaden, men undlod det.

Omvendt viser en sag om tyveri af et ur under en golfrunde (AFI 101161), at nævnet ikke automatisk anser det for groft uagtsomt at opbevare værdifulde genstande i en taske uden konstant opsyn. Her fik klager fuldt medhold, fordi de samlede omstændigheder, herunder at banen var indhegnet og bevogtet, og at flere andre spillere også blev bestjålet, gjorde det sandsynligt, at et tyveri havde fundet sted, uden at klagers adfærd kunne kritiseres tilstrækkeligt til at begrunde en nedsættelse.

En tredje sag om ejerskifteforsikring (AFI 99695) viser en anden variant af samme princip. Her fandt nævnet, at klager havde tilsidesat sin almindelige tabsbegrænsningspligt ved at gennemføre en handel, selv om han allerede kendte til en skade, og derefter forsøge at få forsikringen til at dække tabet. I dette tilfælde endte det ikke med en delvis afkortning, men med en fuld afvisning, fordi selve grundlaget for dækning ikke var til stede, når klager havde kendskab til forholdet inden aftalens endelige indgåelse.

Samlet set lægger nævnet vægt på en konkret vurdering af, hvor alvorlig og bevidst forsømmelsen har været, og om der er en klar årsagssammenhæng mellem forsømmelsen og den forværrede skade eller det tab, selskabet skal betale for.

Dette bør du være opmærksom på

Hvis du oplever, at dit selskab vil afkorte en erstatning, bør du være opmærksom på, at selskabet som udgangspunkt skal kunne pege på en konkret pligt, du har tilsidesat, og en sammenhæng mellem denne tilsidesættelse og den del af skaden, der ikke dækkes. Almindelig uagtsomhed er som regel ikke nok til at begrunde en afkortning, det kræver typisk grov uagtsomhed eller en klar tilsidesættelse af en oplysnings- eller begrænsningspligt. Det er også værd at huske, at bevisbyrden for, at du har handlet ansvarspådragende, som udgangspunkt ligger hos selskabet.