Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Afvist tyveridækning af leaset bil og krav om tilbagebetaling fra selskabet

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 99828Medhold til klager
Selskab
Købstædernes Forsikring
Emne
Bilforsikring alle sager af denne type
Beløb i tvisten
96.000 DKK
Lovhenvisninger
erstatningsansvarsloven § 19, erstatningsansvarsloven § 22
Stikord
tyveri · kaskoforsikring · regres · bevisbyrde · leasing

Hvad sagen handlede om

Sagen handlede om en leaset bil, som klageren anmeldte stjålet, mens en ven havde bilen i udlandet. Selskabet havde tidligere fået en lydoptagelse, hvor vennen antydede at ville begå forsikringssvindel, og afviste derfor at anerkende, at der var sket et dækningsberettiget tyveri. Selskabet udbetalte alligevel erstatning til leasingselskabet på baggrund af en særlig aftale om bortkomstdækning og krævede efterfølgende beløbet tilbage fra klageren. Ankenævnet fandt, at de særlige omstændigheder i sagen gjorde, at selskabet ikke kunne kritiseres for at afvise, at der var bevist en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed for klagerens egen kaskoforsikring. Men i forhold til regreskravet fandt nævnet, at selskabet ikke havde ret til at kræve pengene tilbage fra klageren, fordi det efter erstatningsansvarsloven kræver, at selskabet beviser, at klageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt for at bortkomsten kan tilregnes hende. Da selskabet kun havde henvist til, at klageren ikke havde bevist en dækningsberettiget begivenhed, var det ikke tilstrækkeligt til at bevise grov uagtsomhed. Sagen viser, at der er stor forskel på bevisbyrden for, om der er sket en dækningsberettiget skade, og bevisbyrden for et regreskrav mod forsikringstageren.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over selskabets afvisning på dækning af tyveri af leaset bil. Klager indgik den 16/1 2020 aftale om finansiel leasing af bilen. Aftalen udløb den 31/1 2021. Klager anmeldte den 21/8 2020, at bilen blev stjålet fra klagers ven, da en potentiel køber af bilen forsvandt med den under prøvekørsel. Selskabet dækkede ikke bedrageri og bilen kom til veje igen efter 3 uger. Den 2/2 2021 indgik klager aftale om at forlænge leasingperioden yderligere 6 måneder. Den 3/2 2021 anmeldte klager, at hendes leasede bil den 31/1 2021 var blevet stjålet fra klagers ven i udlandet. Selskabet kom i besiddelse af en lydfil, hvor vennen i en telefonsamtale udtrykte at ville begå forsikringssvindel med klagers bil. Den 28/4 2021 afviste selskabet dækning med henvisning til, at klager ikke havde sandsynliggjort en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Den 3/8 2021 udbetalte selskabet på baggrund af F-deklaration erstatning til leasingselskabet på 96.000 kr. og rettede tilbagebetalingskrav mod klager på beløbet. Klager anførte, at vennen ikke havde begået forsikringssvindel, at vennens udtalelser på lydfilen var fremsat under tvang, at startspærren på bilen kunne omgås, og at bilen efter tyveriet i 2020 ikke blev fundet i samme udenlandske by som ved sagens tyveri. Selskabet anførte, at det var bemærkelsesværdigt, at bilen blev anmeldt stjålet samme dag, som udløbet af den første leasingaftale, at klager samme dag var forpligtet til at anvise en køber af bilen til restværdien angivet til kr. 162.500, medmindre klager accepterede tilbuddet fra leasingselskabet om ny leasingkontrakt på et tidspunkt, hvor klager havde indgået en afdragsordning med leasingselskabet om et udestående under den hidtidige kontrakt, at klager valgte at skrive under på en forlængelse af leasingaftalen på et tidspunkt, hvor klager allerede den 1/2 2021 havde fået oplyst af vennen, at bilen var bortkommet, at bilen stod parkeret på tæt trafikeret vej og var forsynet med startspærre, og at der ikke var spor, der underbyggede et tyveri i form af slæbespor eller glasskår. Selskabet anførte, at selskabet havde hjemmel i forsikringsbetingelserne til at rette regres mod klager. Nævnet, at sagens omstændighederne var så særegne, at nævnet ikke havde grundlag for at kritisere selskabets afgørelse om, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Nævnet fandt videre, at der ikke ud af de nævnte bestemmelser i forsikringsbetingelserne kunne udledes en ret for selskabet til at rette regreskrav mod klager på baggrund af aftalen om F-deklaration mellem selskabet og leasingselskabet. Nævnet bemærkede, at erstatningen til leasingselskabet var udbetalt efter F-deklarationens dækning for bortkomst. Nævnet bemærkede, at F-deklarationens dækning for bortkomst - der dækkede den forsikrede bil - måtte anses for at være en tingsforsikring. Det fulgte af erstatningsansvarslovens xxxPARAGRAPHxxx 22, stk. 1, og xxxPARAGRAPHxxx 19, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, at selskabet alene havde regres mod klager for den udbetalte erstatning til leasingfirmaet, såfremt bortkomsten af bilen kunne tilregnes klager som forsætligt eller som grov uagtsom adfærd. Nævnet henviste til sin afgørelse i sag 92686. Nævnet bemærkede, at det var selskabet, der skulle bevise, at klager havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Nævnet fandt, at selskabet på det foreliggende grundlag - hvor selskabet alene havde påberåbt sig, at klager ikke havde bevist en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed - ikke havde bevist, at bortkomsten af bilen kunne tilskrives klagers forsætlige eller groft uagtsomme handlinger. Selskabet havde derfor ikke været berettiget til at kræve selskabets skadesudgift på 96.000 kr. i regres fra klager. Klager delvist medhold.

Resultat

DELVIS MEDHOLD

Søgeord

AUTOFORSIKRING, TYVERI, KASKOFORSIKRING, REGRES, BEVIS, FORSIKRINGSBEGIVENHED

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne