Stop af udbetaling ved tab af erhvervsevne trods sportsudøvelse på fritiden

Sagen handlede om standsning af udbetaling ved tab af erhvervsevne og afslag på udbetaling ved kritisk sygdom under en individuel pensionsforsikring. Forsikringen dækkede tab af sundhedsbevis for søfarende og fiskere med mulighed for helbredsbetingede ydelser i fem år, og derefter kun ved mindst halveret generel erhvervsevne. Klager blev sygemeldt i 2016 på grund af smerter, blev omskolet og ansat i en administrativ deltidsstilling, men måtte senere nedsætte timetallet yderligere og fik tilkendt fleksjob. Selskabet udbetalte ydelser i en periode, men stoppede, da man vurderede, at erhvervsevnen ikke var nedsat med mindst halvdelen. En undersøgelse viste desuden, at klager udøvede en sportsgren på konkurrenceniveau, hvilket selskabet mente stred mod det oplyste funktionsniveau. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen i den relevante periode, og kunne derfor ikke kritisere, at udbetalingen blev standset. Nævnet fandt heller ikke grundlag for udbetaling ved kritisk sygdom, da diagnosen på hjertelidelsen blev stillet efter forsikringens ophør. Sagen viser, at det er forsikringstageren, der skal bevise omfanget af erhvervsevnetab, og at diagnosetidspunktet er afgørende for dækning ved kritisk sygdom.