Afslag på fortsat invaliderente efter rygskade og fleksjob

Sagen handlede om afslag på fortsat invaliderente og præmiefritagelse fra en individuel pensionsordning. Klager havde arbejdet fuld tid med fysisk krævende arbejde, indtil han blev sygemeldt på grund af ryggener. Han gennemgik flere arbejdsprøvninger over en årrække med gradvist stigende timetal, og blev til sidst bevilget fleksjob med skånehensyn. Selskabet havde ydet midlertidig dækning, men overgik senere til en vurdering af klagers generelle erhvervsevne og afslog fortsat dækning, da man vurderede, at klager kunne arbejde mere end en tredjedel af normal arbejdstid på det brede arbejdsmarked med de rette skånehensyn. Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet fandt, at klagers tilstand var stabiliseret nok til, at en vurdering af den generelle erhvervsevne kunne foretages, og at klager ikke havde bevist et tilstrækkeligt erhvervsevnetab. Nævnet lagde vægt på arten af klagers skånehensyn og bemærkede, at arbejdsprøvningerne ikke fuldt ud havde taget højde for disse skånehensyn, hvilket kunne forklare de begrænsede resultater. Sagen viser, at vurderingen af erhvervsevnetab i pensionsordninger tager udgangspunkt i det brede arbejdsmarked, og at det er klager, der skal bevise, at erhvervsevnen er nedsat tilstrækkeligt, selv efter en periode med gradvis arbejdsprøvning.