Uenighed om mindsteforrentning på pensionsordning fra 1994

Sagen handlede om en pensionsordning oprettet i 1994 i gennemsnitsrente med et rentegrundlag på 4,5 procent. Klageren mente, at han var blevet lovet en mindsteforrentning på 4,5 procent hvert år, og at han kunne udsætte udbetalingerne efter det aftalte udløbstidspunkt i 2024 og fortsætte på samme rentegrundlag. Selskabet afviste dette. Nævnet lagde til grund, at klageren ikke havde bevist, at der forelå et sådant løfte, og henviste til en tidligere højesteretsdom om lignende spørgsmål. Der var efter nævnets vurdering ikke tilstrækkelige holdepunkter i selskabets oprindelige brev fra 1994 til at fastslå, at der var givet en garanti om årlig mindsteforrentning. Klageren var alene blevet lovet en ydelsesgaranti, altså en garanti for en bestemt fremtidig ydelse, ikke en garanteret årlig rente. Selskabet fik derfor medhold.

Sagen illustrerer, hvor vigtigt det er, at kunder kan dokumentere konkrete tilsagn fra deres pensionsselskab, særligt når det drejer sig om ældre policer med lang historik. Mundtlige forventninger eller antagelser om vilkår er ikke tilstrækkelige, hvis de ikke kan underbygges af skriftligt materiale. Kunder bør gemme al korrespondance om deres pensionsordning og være opmærksomme på forskellen mellem en ydelsesgaranti og en garanteret rente, da disse begreber har forskellig juridisk betydning og konsekvens for udbetalingerne.