Klage over rådgivning om erhvervsevnetabsdækning gennem arbejdsgivers police

Klageren havde gennem sin arbejdsgiver to policer med dækning ved tab af erhvervsevne, hvor en udbetaling på 80 procent af lønnen ville udløses, hvis erhvervsevnen blev nedsat med mindst 50 procent. Klageren mente, at han havde været overforsikret, og at selskabets rådgivning om dækningen havde været mangelfuld, blandt andet fordi offentlige ydelsers størrelse kunne påvirkes af udbetalinger fra private forsikringer. Han ønskede derfor tilbagebetaling af dele af præmien.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at selskabets rådgivning om forsikringsdækningen, herunder summer og indhold, havde været fejlagtig eller mangelfuld. Nævnet lagde vægt på, at tilkendelseskriterierne for offentlige ydelser og for erhvervsevnetabsdækningen er forskellige, og at klageren ikke havde dokumentation for, at forsikringen aldrig ville kunne komme til udbetaling. Det blev også fremhævet, at klageren senere fik tilbudt en lignende dækning fra et andet selskab på samme niveau, hvilket talte imod, at dækningen var urimelig eller fejlagtig rådgivet.

Sagen viser, at det kan være svært at få erstatning for påstået fejlrådgivning, hvis man ikke kan fremlægge konkret dokumentation for, at rådgivningen faktisk var forkert eller vildledende.