Stop for erhvervsevnetabsydelse efter hjernerystelse med kognitive følger

Klager havde efter en trafikulykke pådraget sig en hjernerystelse med varige kognitive følger og krævede fortsat dækning for tab af erhvervsevne fra sit pensionsselskab. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i en periode, men stoppede senere udbetalingen, da man vurderede, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet fandt for det første, at et eventuelt krav på merydelser for den tidlige periode var forældet, da forældelsesfristen på tre år var overskredet. For den efterfølgende periode fandt nævnet, at selskabet med rette havde overgået til en vurdering af den generelle erhvervsevne, fordi klagers tilstand var stationær. Klager kunne dog ikke bevise, at hendes erhvervsevne var varigt nedsat i tilstrækkelig grad til at udløse ydelser, indbetalingssikring eller engangssum. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at klager var blevet overført til en privat ordning, og afviste at pålægge selskabet at betale den præmie, klager selv havde indbetalt. Spørgsmål om persondatabehandling faldt uden for nævnets kompetence. Sagen viser, at det er klager, der har bevisbyrden for et varigt erhvervsevnetab, og at krav skal fremsættes inden for forældelsesfristen på tre år fra det tidspunkt, hvor kravet kunne gøres gældende.