Uenighed om skyldfordeling og selvrisiko efter påkørsel på parkeringsplads

Sagen handlede om en skyldfordeling efter en påkørsel på en parkeringsplads. Modpartens forsikringsselskab rejste krav mod klagers selskab, som dækkede skaden og efterfølgende opkrævede klager en selvrisiko på 3.000 kroner. Klager bestred at have påkørt bilen, da han kørte meget langsomt og ikke havde mærket noget bump, og han kunne ikke genkende det vidne, der havde beskrevet hændelsen. Ankenævnet gav selskabet medhold. Der blev lagt vægt på, at et uvildigt vidne så klager påkøre modpartens bil og kunne identificere klagers bil ud fra et fotografi taget i parkeringssituationen. Selskabets taksator vurderede desuden, at skaden på modpartens bil, en rids på venstre bagside, stemte overens med vidnets beskrivelse af hændelsesforløbet. Nævnet bemærkede også, at selskabet som ansvarsforsikrer for klager var berettiget til at afgøre skyldsspørgsmålet over for modparten, da selskabet hæftede direkte efter færdselslovens regler herom, og at private forsikringsselskaber ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om aktindsigt. Sagen viser, at vidneudsagn og tekniske vurderinger af skadesbilledet ofte vejer tungt, når skyldsspørgsmålet i en trafikskade skal afgøres, selv hvis den involverede fører selv ikke oplevede sammenstødet tydeligt.