Stop af midlertidige ydelser ved erhvervsevnetab efter stress

Sagen omhandlede en klager, der blev sygemeldt på grund af stress og psykisk belastning og stoppede som selvstændig. Klageren havde to pensionsordninger, som begge gav ret til ydelser ved mindst 50 procent erhvervsevnetab. Selskabet begyndte at udbetale ydelser på midlertidigt grundlag, men stoppede udbetalingerne cirka tre år senere med den begrundelse, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat tilstrækkeligt. Klageren mente, at udbetalingerne skulle fortsætte, og krævede desuden præmiefritagelse. Nævnet fandt, at selskabets brug af en midlertidig vurdering var acceptabel, da en sådan vurdering ofte bygger på lempeligere kriterier med udgangspunkt i klagerens hidtidige arbejde. Samtidig understregede nævnet, at selskaber ikke må forlænge en midlertidig vurdering længere end rimeligt. I denne sag fandt nævnet, at klagerens tilstand ikke havde stabiliseret sig tilstrækkeligt til, at en vurdering af varigt erhvervsevnetab kunne foretages før et bestemt tidspunkt, og at selskabet derfor var berettiget til at stoppe udbetalingerne fra dette tidspunkt. Klageren havde ikke bevist et varigt, dækningsberettiget erhvervsevnetab derefter. Nævnet bemærkede dog, at selskabets breve kunne have været tydeligere om reglerne og konsekvenserne heraf. Selskabet fik medhold. Sagen viser vigtigheden af klar kommunikation om midlertidige versus varige vurderinger.