Afslag på fortsat udbetaling ved erhvervsevnetab efter belastningsreaktion

Klager blev sygemeldt med søvnbesvær og svimmelhed og fik diagnosen belastningsreaktion. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser i en periode, men stoppede dem efterfølgende, da man vurderede, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet var enig i, at selskabet kunne overgå til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da klagers tilstand havde stabiliseret sig. Nævnet fandt herefter, at klager ikke havde bevist en tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen. Der blev lagt vægt på, at der var begrænsede objektive fund, og at klagers helbredsmæssige gener ikke blev beskrevet som uforenelige med at arbejde mindst halv tid, hvis der blev taget hensyn til hans skånebehov, som bestod i en forudsigelig og rummelig arbejdsplads. Det blev også lagt til grund, at klager i en længere periode havde kunnet arbejde 17,5 time om ugen i sit hidtidige erhverv, uden at der var beskrevet en forværring, der kunne forklare, at han ikke længere skulle kunne arbejde på mindst halv tid. Sagen er et eksempel på, at bevisbyrden for et fortsat erhvervsevnetab ligger hos den forsikrede, og at en stabil eller uændret tilstand kan tale imod fortsat udbetaling af erhvervsevnetabsdækning.