Afslag på erhvervsevnetabsdækning trods fleksjob og smerter

Sagen handlede om en kvinde med flere diagnoser, herunder psoriasisgigt og fibromyalgi, som søgte om præmiefritagelse og udbetaling på grund af nedsat erhvervsevne. Hun arbejdede i fleksjob 15 timer om ugen. Selskabet afslog, fordi hun ikke havde bevist, at hendes erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen i forhold til et ikke fysisk belastende job med relevante skånehensyn. Sagen havde tidligere været behandlet af nævnet uden held for klager, og hun søgte igen efter en ny diagnose i form af en angst-depressionsreaktion. Nævnet fandt fortsat, at hun ikke havde bevist tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen. Der blev lagt vægt på, at hendes psykiatriske journaler viste forbedring uden medicinering, og at hun fortsat arbejdede 15 timer ugentligt i et job, der ikke var optimalt tilrettelagt efter hendes skånebehov. Nævnet vurderede, at hun i et bedre tilpasset job ville kunne præstere mere. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det er den forsikrede, der skal bevise nedsat erhvervsevne, og at aktuel arbejdsindsats og lægelige oplysninger vejer tungt i bedømmelsen. Det er også centralt, om arbejdet er tilrettelagt med relevante skånehensyn, da dette har betydning for, hvad man kan udlede om den reelle arbejdskapacitet.