Afslag på erhvervsevnetab efter langvarige Covid-19-følger

Sagen handlede om en kunde, der efter følger af Covid-19 gradvist havde nedsat sin arbejdstid over en længere periode og til sidst blev opsagt fra sit arbejde. Han krævede dækning for tab af erhvervsevne og præmiefritagelse fra selskabet, som havde anerkendt dækning i to kortere perioder, men ellers afvist kravet. Kernen i sagen var, at kunden i lang tid modtog fuld løn fra sin arbejdsgiver, selv om han arbejdede nedsat tid, og derfor ikke havde et reelt indtægtstab i denne periode. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for dækning, så længe kunden fik fuld løn. Da kundens tilstand senere stabiliserede sig, var selskabet berettiget til at overgå til en vurdering af hans generelle erhvervsevne i stedet for den konkrete. Ud fra de lægelige oplysninger om led- og muskelsmerter, hukommelsesproblemer og træthed vurderede nævnet, at kunden med rette skånehensyn, som reduceret arbejdstid og pauser, kunne arbejde mindst halvdelen af det, der er sædvanligt for personer med tilsvarende uddannelse og beskæftigelse. Derfor var erhvervsevnetabet ikke stort nok til at udløse dækning. Sagen viser, at det har stor betydning for retten til udbetaling, om man har haft et faktisk indtægtstab, og at en vurdering af generel erhvervsevne inddrager muligheden for skånehensyn i andre typer arbejde.