Afslag på fortsat erhvervsevneerstatning efter hjernerystelse

Sagen handlede om afslag på fortsat udbetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne efter en hjernerystelse og kraniebrud. Klager blev sygemeldt i 2019 og genoptog gradvist arbejdet i de følgende år, med varierende timetal fra 13 til 24 timer om ugen, indtil hun i slutningen af 2021 blev ansat i fleksjob på 16 timer ugentligt. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i en periode, men vurderede senere, at klagers tilstand havde stabiliseret sig, og at der derfor kunne foretages en vurdering af den længerevarende erhvervsevne fra december 2021. Selskabet fandt ikke, at klager havde et dækningsberettigende erhvervsevnetab efter maj 2020. Ankenævnet var enig og lagde vægt på de lægelige og kommunale oplysninger, som ikke beskrev helbredsmæssige gener uforenelige med at arbejde mindst halv tid med passende skånehensyn. Nævnet lagde også vægt på, at klager i en længere periode faktisk havde arbejdet mere end halv tid. Selskabet fik derfor medhold. Sagen illustrerer, at det er den forsikrede, der skal dokumentere et vedvarende erhvervsevnetab for at opretholde ret til ydelser, og at faktisk udført arbejde over en periode kan tale imod, at der foreligger et tilstrækkeligt nedsat erhvervsevne efter forsikringsbetingelserne.