Stop for udbetaling ved tab af erhvervsevne efter stress

Sagen handlede om en akademisk uddannet kvinde, der efter en stressbetinget sygemelding gennemgik en lang periode med gradvis optrapning og senere nedtrapning af arbejdstid, herunder virksomhedspraktik, inden hun til sidst frameldte sig et jobafklaringsforløb og stod uden arbejde eller praktik. Hun havde blandt andet gener i form af hukommelses- og koncentrationsbesvær, støjfølsomhed og søvnbesvær, og fik behov for en række skånehensyn på arbejdsmarkedet. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i en periode, men stoppede udbetalingen, da man vurderede, at hendes erhvervsevne ikke var nedsat i dækningsberettigende grad i forhold til det brede arbejdsmarked. Ankenævnet fandt, at selskabet var berettiget til at foretage denne vurdering efter den fastsatte dato, og lagde vægt på de lægelige oplysninger, som ikke viste udsigt til yderligere behandling, der kunne forbedre hendes tilstand. Nævnet konkluderede, at selv om klagers erhvervsevne var nedsat af helbredsmæssige årsager, havde hun ikke bevist, at nedsættelsen var stor nok til at udløse dækning, når der blev taget hensyn til de skånehensyn, hun havde behov for. Sagen illustrerer, at det er kunden, der bærer bevisbyrden for, at erhvervsevnenedsættelsen er tilstrækkelig alvorlig efter forsikringsbetingelserne, og at lægelige akter og eventuel arbejdsprøvning spiller en central rolle i vurderingen.