Stop af erhvervsevnetabsydelser ved lænderyggener efter seks måneder

Klageren havde søgt om udbetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne på grund af lænderyggener. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i en periode, men stoppede udbetalingen, da klagerens generelle erhvervsevne ikke blev vurderet nedsat med mindst halvdelen. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet var overgået til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da forsikringsbetingelserne fastsatte en maksimal periode på seks måneder for midlertidige ydelser. Nævnet fandt herefter, at klageren ikke havde bevist, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger, som ikke beskrev helbredsgener uforenelige med at kunne udføre et erhverv på mindst halv tid, samt på arbejdsprøvninger, der viste en betydelig erhvervsevne. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at der ved pensionsforsikringer med dækning for tab af erhvervsevne ofte gælder en tidsbegrænsning for midlertidige ydelser, hvorefter der foretages en mere generel vurdering af arbejdsevnen. Sagen understreger også, at det er forsikringstageren, der skal bevise en tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen, og at konkrete arbejdsprøvninger kan spille en central rolle i denne vurdering.