Opsigelse med tilbagevirkning efter påstået urigtige oplysninger om skader
- Selskab
- If Skadeforsikring
- Lovhenvisninger
- forsikringsaftaleloven § 5, forsikringsaftaleloven § 6, forsikringsaftaleloven § 9
- Stikord
- urigtige oplysninger · opsigelse · tidligere skader · tyveri · bevis · tilbagevirkende kraft
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en klager, der fik opsagt sin indbo-, ulykkes- og bilforsikring med tilbagevirkende kraft, efter selskabet mente, at han havde afgivet urigtige oplysninger ved tegningen om tidligere skader. Selskabet afviste derfor at dække et anmeldt indbrud og en udbrændt bil. Ankenævnet fandt, at klager faktisk havde afgivet urigtige oplysninger ved tegningen af indbo- og ulykkesforsikringen, men at selskabet ikke havde bevist, at man efter sine egne indtegningsregler ikke ville have forsikret klager, hvis de korrekte oplysninger var givet. Derfor kunne selskabet ikke opsige disse forsikringer med tilbagevirkende kraft. For bilforsikringen fandt nævnet, at selskabet ikke havde bevist, at klager uagtsomt havde givet urigtige oplysninger, da det var uklart, om selskabets telefoniske spørgsmål om tidligere skader klart omfattede alle forsikringstyper eller kun bilforsikringer. Da selskabet havde tegnet forsikringen telefonisk, bar selskabet den bevismæssige risiko for uklarheden. Klager fik derfor medhold, og selskabet skulle udbetale erstatning for bilen. Sagen viser, at selskaber skal kunne bevise, at de faktisk ville have handlet anderledes ved korrekte oplysninger, og at uklare telefoniske spørgsmål ved tegning kan komme selskabet til skade i en efterfølgende tvist.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på dækning af indbo- og autoskade. Selskabet opsagde klagers indbo-, ulykke- og bilforsikring vedrørende bil 6 (bortset fra ansvarsdækning) med tilbagevirkende kraft til tegningstidspunktet og afviste at yde dækning for det anmeldte indbrud og den udbrændte bil. Selskabet anførte, at klager havde afgivet urigtige oplysninger ved tegningen, jf. forsikringsaftalelovens § 6, stk. 1, da han ikke havde oplyst om alle skader i tidligere forsikringsselskaber, og at selskabet i henhold til selskabets indtegningsregler ikke ville have tegnet forsikringerne, såfremt korrekte oplysninger var givet. Nævnet fandt, at klager i forbindelse med tegningen af indbo- og ulykkesforsikringen den 23/1 2017 havde afgivet urigtige oplysninger, da han ikke havde oplyst om tidligere skader. Nævnet fandt imidlertid, at selskabet ikke havde bevist, at selskabet i henhold til selskabets interne indtegningsregler ikke ville have indtegnet klager, såfremt korrekte oplysninger var givet. Selskabet havde derfor ikke været berettiget til at opsige klagers indbo- og ulykkesforsikring med tilbagevirkende kraft. Da klager i sin klage til nævnet ikke havde anført, hvorvidt han havde haft indbrudsskader, der var dækket over den tegnede indboforsikring, fandt nævnet, at selskabet skulle afklare med klager, om han ønskede, at forsikringerne fortsat skulle være i kraft, eller om han i stedet ønskede, at selskabet, som det var sket, havde opsagt forsikringerne med tilbagevirkende kraft og som konsekvens heraf havde tilbagebetalt præmien til klager. Nævnet fandt, at selskabet ikke havde bevist, at klager i forbindelse med tegningen af bilforsikringen den 29/8 2017 uagtsomt havde afgivet urigtige oplysninger. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det af købsaftale af 29/8 2017 fremgik, at "den samlede aftale er baseret på de oplysninger du telefonisk har givet os: … Hvor mange skader har du eller nogen i din husstand anmeldt til jeres forsikringer de sidste 3 år?*", hvortil der var svaret "0". Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at klager over for nævnet anførte, at han ved besvarelsen af spørgsmål om tidligere skader havde lagt til grund, at selskabets spørgsmål rettede sig mod tidligere skader på bilforsikringer. Nævnet bemærkede, at selskabet ved at indtegne forsikringen telefonisk havde bragt sig i en bevismæssigt vanskelig position, hvad angik den eksakte ordlyd af de spørgsmål, som selskabet havde stillet klager telefonisk. Nævnet fandt, at selskabet ikke havde anført omstændigheder, der godtgjorde, at selskabet telefonisk klart og tydeligt gjorde klager opmærksom på, at det var skader på alle forsikringsarter og ikke kun bilforsikringer, som klager skulle oplyse om. Nævnet fandt, at det anførte i købsaftalen, som efterfølgende blev fremsendt af selskabet om, at forsikringen baserede sig på, at klager havde svaret "0" til spørgsmålet, "Hvor mange skader har du eller nogen i din husstand anmeldt til jeres forsikringer de sidste 3 år?, ikke kunne føre til andet resultat, da klager ikke udtrykkeligt var blevet bedt om at forholde sig til og godkende oplysningen. Nævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne tilregnes klager som uagtsomt, at han opfattede selskabets spørgsmål således, at det alene var tidligere skader på bilforsikringer han skulle oplyse om. Da klager, så vidt sås, alene havde haft en belastende bilskade den 7/12 2016, som klager havde oplyst selskabet om ved tegningen af forsikringen for bil 1, jf. den fremlagte købsaftale af 15/12 2016, fandt nævnet, at selskabet jf. forsikringsaftalelovens § 5 og § 9 var uberettiget til at gøre urigtige risikooplysninger gældende. Selskabet havde derfor ikke været berettiget til at opsige klagers bilforsikring med tilbagevirkende kraft og skulle på denne baggrund opgøre og udbetale erstatning for bilen. Klager medhold.
Resultat
KLAGER MEDHOLD
Søgeord
ULYKKESFORSIKRING, URIGTIGE OPLYSNINGER, FAMILIEFORSIKRING, AUTOFORSIKRING, TYVERI, OPSIGELSE, INDBRUD, TIDLIGERE SKADER
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
- Hvad sker der, hvis jeg har oplyst forkert, hvem der er fast bruger af bilen?
- Kan bilforsikringen afvise tyveri af bilen, hvis jeg har skiftet forklaring?
- Kasko og selvrisiko ved skade på egen bil: hvad dækker forsikringen, og hvad kan gå galt?
- Kan jeg klage over forsikringens afgørelse om totalskade på min bil?
Flere sager om samme emne
- BilforsikringMedhold til selskabet
Skyldspørgsmål efter påkørsel bagfra ved højresving med vigepligt
Klager var blevet påkørt bagfra, efter at hun havde foretaget et højresving, hvor hun havde ubetinget vigepligt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Klage over for lav erstatning for stjålet bil og reservedele
Klager fik stjålet sin bil og dens reservedele i en periode i august 2025 og mente, at selskabets erstatningstilbud på 66.666 kroner var for lavt.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning efter biltyveri med nøgle i uaflåst garage
Sagen handlede om en bilejer, der fik afslag på erstatning efter tyveri af sin bil.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af styretøj, trækaksel og frontradar efter uheld
Sagen drejede sig om en bilist, der havde været involveret i et uheld, hvor hun ramte en kantsten.
- BilforsikringMedhold til selskabet
Afslag på erstatning for totalskadet bil efter tyveri og hærværk
Sagen handlede om en bilejer, hvis bil blev meldt stjålet og efterfølgende fundet udsat for hærværk og forsøg på ildspåsættelse ved to lejligheder.