Afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter hjernerystelse

Sagen handlede om en klager, der havde søgt om dækning for tab af erhvervsevne som følge af senfølger efter en hjernerystelse. Klager arbejdede reducerede timer og var senere blevet tilkendt fleksjob. Selskabet afviste at udbetale erstatning, fordi det vurderede, at hverken den midlertidige eller den generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen i den periode, hvor forsikringen var gældende. Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet lagde vægt på, at de lægelige og kommunale oplysninger kun viste begrænsede objektive fund, og at der var tegn på bedring af klagers gener over tid. Desuden pegede en arbejdsmedicinsk speciallæge på, at der var en diskrepans mellem klagers energiniveau i fritiden og på arbejdspladsen, hvilket svækkede troværdigheden af det anmeldte funktionstab. Sagen viser, at det er kunden, der skal bevise omfanget af et erhvervsevnetab, og at domstole og nævn lægger stor vægt på objektive lægelige fund frem for subjektive symptombeskrivelser. Den illustrerer også, at et betydeligt aktivitetsniveau i fritiden kan tale imod, at der foreligger en alvorlig og vedvarende nedsættelse af erhvervsevnen. For forsikringstagere er lærdommen, at dokumentation af funktionsniveau i både arbejde og fritid er central i denne type sager.