Afslag på fortsat udbetaling ved uarbejdsdygtighed efter overfald og PTSD

Sagen handlede om en klager, der ønskede fortsat udbetaling af fuld ydelse og præmiefritagelse på grund af nedsat erhvervsevne efter to voldelige overfald på arbejdet, som havde medført depression og PTSD samt smerter i armen. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i knap tre år, men stoppede dem, da man vurderede, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet gav selskabet medhold og fandt, at selskabet var berettiget til at overgå fra en midlertidig vurdering til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da klagers tilstand havde stabiliseret sig. Der blev lagt vægt på, at klager ikke var arbejdsprøvet uden for sin egen virksomhed, at hans psykiske gener var knyttet til arbejdsstedet, og at der derfor kunne findes andre jobfunktioner, hvor han i højere grad kunne skånes. Det fremgik desuden af journaler, at klager faktisk havde arbejdet mellem 16 og 18 timer om ugen, og at armsmerterne var en forudbestående lidelse, som han tidligere havde arbejdet fuldtid med. Nævnet bemærkede også, at tilkendelse af fleksjob ikke automatisk beviser dækningsberettiget erhvervsevnetab, da kriterierne herfor er forskellige. Sagen viser, at vurderingen af varigt erhvervsevnetab tager udgangspunkt i evnen til at udføre andet arbejde generelt, ikke kun det hidtidige.