Stop af erstatning ved erhvervsevnetab trods kognitive symptomer

Sagen handlede om en kvinde, der efter langvarig sygemelding med kognitiv træthed og motoriske symptomer fik afslag på fortsat udbetaling fra sin erhvervsevneforsikring. Selskabet havde tidligere udbetalt midlertidige ydelser og præmiefritagelse, men stoppede udbetalingerne, da man vurderede, at hendes generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Forsikringen krævede netop en nedsættelse på mindst 50 procent for løbende dækning, og en yderligere nedsættelse til en tredjedel eller derunder for engangsudbetaling. Ankenævnet fandt, at selskabet var berettiget til at overgå til en vurdering af det længerevarende erhvervsevnetab, og lagde vægt på klagerens høje uddannelsesniveau, som betød, at hun ikke kunne sammenlignes med personer uden nævneværdige uddannelsesmæssige kompetencer. Nævnet fandt ikke, at hendes helbredsmæssige gener var uforenelige med et relevant arbejde på halv tid, hvis der blev taget skånehensyn. Der blev også lagt vægt på, at der ikke forelå en endelig diagnose trods grundig udredning, og at en kognitiv test gav et påfaldende resultat, hvilket rejste tvivl om troværdigheden af de subjektive symptomer. Sagen viser, at det er kunden, der skal bevise en varig og tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen, og at uddannelsesbaggrund indgår i vurderingen af, hvilke jobtyper der er relevante at sammenligne med.