Stop af invaliderente: uenighed om flekslønstilskud som indtægt

Klager havde i flere år modtaget invaliderente og præmiefritagelse på grund af nedsat erhvervsevne, men selskabet stoppede udbetalingerne, da man vurderede, at hans generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Uenigheden gik blandt andet på, om offentlige ydelser som flekslønstilskud skulle regnes med som indkomst opnået ved personlig arbejdsindsats. Klager mente, at selskabets fortolkning af betingelserne var urimelig og reelt umuliggjorde dækning for ham. Ankenævnet gav selskabet medhold. Nævnet lagde til grund, at klagers faktiske indtjening, inklusive flekslønstilskuddet, oversteg halvdelen af, hvad fuldt arbejdsdygtige personer med tilsvarende uddannelse og alder normalt kunne tjene i samme egn, baseret på relevant lønstatistik. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte forsikringsbetingelserne som urimelige efter aftalelovens regler om urimelige aftalevilkår. Det forhold, at klager tidligere havde arbejdet i en anden funktion end den, der blev brugt som sammenligningsgrundlag, ændrede ikke vurderingen. Sagen viser, at vurderingen af erhvervsevnetab tager udgangspunkt i den faktiske indtjeningsevne sammenlignet med en bred referencegruppe, og at offentlige tilskud kan indgå i denne beregning.