Uenighed om tidspunkt for vurdering af erhvervsevne efter hjernerystelse

Sagen handlede om en akademisk uddannet klager, der efter en hjernerystelse i februar 2019 udviklede vedvarende gener og blev sygemeldt. Klager forsøgte gradvist at genoptage arbejdet gennem flere arbejdsprøvninger, men kunne højst arbejde 12-13 timer om ugen uden forværring af sin tilstand, og fik senere tilkendt fleksjob på tilsvarende timetal. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i en periode, men stoppede udbetalingen, fordi de vurderede, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Ankenævnet var uenig og fandt, at selskabet først kunne overgå til en vurdering af den generelle erhvervsevne fra et senere tidspunkt end selskabet havde lagt til grund. Nævnet lagde vægt på klagers betydelige og vedvarende helbredsmæssige og kognitive gener samt det stærkt nedsatte funktionsniveau, der krævede omfattende skånehensyn. På den baggrund fandt nævnet, at klagers erhvervsevne fortsat var nedsat med mindst halvdelen, og klager fik medhold, herunder dækning af advokatomkostninger. Selskabet meddelte efterfølgende, at det ikke ønskede at være bundet af afgørelsen. Sagen viser, at tidspunktet for overgang til vurdering af generel erhvervsevne kan være afgørende, og at vedvarende kognitive og fysiske gener kan begrunde fortsat udbetaling.