Afslag på erhvervsevnetabsdækning efter kronisk træthedssyndrom

Klager blev sygemeldt med kronisk træthedssyndrom (ME) efter en covid-19-infektion og havde tidligere haft to deltidsjobs. Hun blev opsagt fra det ene job, men fortsatte i virksomhedspraktik i det andet med reduceret timetal, og blev senere tilkendt fleksjob. Klager søgte om erhvervsevnetabsdækning fra sin pensionsordning, men selskabet afviste, fordi det ikke fandt, at hendes erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på, at de lægelige oplysninger i sagen viste begrænsede objektive fund, og at beskrivelserne af klagers funktionsniveau primært var baseret på hendes egne oplysninger. Nævnet vurderede, at det lægelige materiale ikke understøttede, at klager ikke skulle kunne arbejde på halv tid i et job, hvor der blev taget hensyn til hendes skånebehov. Da klager ikke kunne bevise en tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen, fik hun ikke ret til dækning, og heller ikke til dækning af udgifter til sin repræsentant. Sagen illustrerer, at det ved vurdering af erhvervsevnetab lægges stor vægt på objektive lægelige fund, og at subjektive symptombeskrivelser alene sjældent er tilstrækkelige til at dokumentere en varig og betydelig nedsættelse af arbejdsevnen.