Afslag på fortsat erhvervsevnetabsdækning efter rygskade ved arbejdsuheld

Klager kom til skade med ryggen ved et arbejdsuheld og var herefter i lang tid sygemeldt, inden han gradvist forsøgte at genoptage arbejde i nedsat omfang og senere gennem flere praktikforløb, hvor arbejdstiden og effektiviteten blev gradvist forsøgt øget. Han blev til sidst visiteret til fleksjob. Selskabet ydede midlertidig dækning i en periode, men overgik derefter til en vurdering af klagers generelle erhvervsevne, som selskabet fandt ikke var nedsat med mindst halvdelen, hvorfor videre dækning blev afvist.

Nævnet fandt, at selskabet havde været berettiget til at gå over til denne vurdering, og at klager ikke havde bevist, at hans generelle erhvervsevne på det relevante tidspunkt var helbredsmæssigt nedsat med mindst halvdelen. Der blev lagt vægt på, at de lægelige oplysninger viste begrænsede objektive fund, at en speciallægeerklæring påpegede manglende overensstemmelse mellem skaden, MR-scanningsresultater og de beskrevne symptomer, og at der ikke var konstateret discusdegeneration ved en tidligere scanning trods langvarige gener. Skånehensynene i sig selv ansås ikke for at udelukke, at klager kunne arbejde halv tid.

Sagen illustrerer, at det afgørende for erhvervsevnetabsdækning er en samlet lægelig og funktionel vurdering af den generelle arbejdsevne, og at subjektive smertebeskrivelser uden tilstrækkelig objektiv understøttelse ikke automatisk fører til udbetaling.