Uenighed om mengrad efter ryg ramt af kørestol

Sagen handlede om fastsættelse af mengrad efter en ulykke, hvor klager blev ramt i ryggen af en kørestol. Selskabet fastsatte mengraden til under 5 procent, hvilket klager var utilfreds med. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets vurdering. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i den tilhørende arbejdsskadesag to gange havde vurderet, at det varige mén var under 5 procent, og at generne ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes hændelsen. Klager havde desuden haft lændesmerter i to år før ulykken, og en MR-scanning viste diskusprotrusion i lænderyggen. Nævnet forklarede, at der er forskel på vurderingen i arbejdsskadesager og private ulykkesforsikringssager. I arbejdsskadesager gælder en formodningsregel om, at et påvist mén skyldes arbejdsskaden, mens det i private ulykkesforsikringer er forsikringstageren, der skal bevise årsagssammenhængen mellem hændelsen og generne. Klager fik derfor ikke medhold. Sagen viser, at en vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i en arbejdsskadesag ikke automatisk overføres til en privat ulykkesforsikring, og at bevisbyrden for årsagssammenhæng er strengere i de private forsikringssager.