Uenighed om erhvervsevnetab og engangsbeløb ved angst og fleksjob

Sagen handlede om en klager, der blev sygemeldt med psykisk belastning og senere fik diagnosticeret panik- og generaliseret angst. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser, men afviste at udbetale et engangsbeløb, da klagers erhvervsevne blev vurderet nedsat med mindst halvdelen, mens klager mente den var nedsat til en tredjedel. Klager var i mellemtiden kommet i fleksjob med begrænset timetal. Ankenævnet fandt, at klagers generelle erhvervsevne var varigt nedsat med to tredjedele, og at han derfor var berettiget til engangsudbetaling fra en nærmere fastsat dato. Nævnet lagde vægt på klagers diagnoser, behandlingsforløb og de omfattende skånehensyn, han havde behov for, herunder nedsat arbejdstid og et roligt arbejdsmiljø. Nævnet afviste selskabets antagelse om, at en skilsmisse skulle have påvirket klagers arbejdsformåen, og fandt heller ikke grundlag for at antage, at klager kunne tjene væsentligt mere end i sit aktuelle fleksjob. Klager fik derfor medhold. Sagen viser, at en vurdering af erhvervsevnetab skal baseres på en samlet lægefaglig og praktisk bedømmelse af, hvad en person faktisk kan udføre, og at forsikringsselskabet skal kunne underbygge sine antagelser om årsager til nedsat arbejdsformåen med konkrete oplysninger.