Afslag på fortsat erstatning for tab af erhvervsevne efter hjernerystelse

Sagen handlede om en klager, der efter en hjernerystelse i 2016 fortsatte med at arbejde, men senere blev fuldtidssygemeldt og opsagt fra sit job. Han krævede erstatning for tab af erhvervsevne fra sin pensionsordning, men selskabet vurderede, at hans generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, og afviste derfor fortsat udbetaling efter at ordningen overgik til vurdering af generel erhvervsevne. Ankenævnet lagde vægt på, at selskabet havde ret til at basere de midlertidige udbetalinger på lønnen ved sygemeldingstidspunktet, og at selskabet var berettiget til at skifte til en vurdering af den generelle erhvervsevne efter en periode. Afgørende var, at klager ikke kunne bevise, at hans erhvervsevne på det relevante tidspunkt var nedsat tilstrækkeligt, selv om han senere fik virksomhedspraktik og til sidst blev tilkendt førtidspension. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. For forsikringskunder viser sagen, at det er den forsikrede, der skal dokumentere en tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen for at opnå erstatning, og at senere udvikling i helbred og arbejdsevne ikke automatisk giver ret til erstatning for en tidligere periode. Sagen illustrerer også, at pensionsordninger typisk overgår fra en konkret til en generel vurdering af erhvervsevnen efter en vis periode.