Stop af udbetaling ved erhvervsevnetab efter covid-senfølger

Sagen handlede om en individuel pensionsordning med dækning ved tab af erhvervsevne. Klager blev smittet med COVID-19 og udviklede efterfølgende langvarige senfølger med træthed og hovedpine, som gjorde det svært at arbejde fuld tid. Selskabet ydede midlertidig dækning i en periode, men vurderede herefter, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, og stoppede derfor udbetalingerne. Ankenævnets flertal fandt, at klager ikke havde bevist en helbredsmæssig nedsættelse af erhvervsevnen i tilstrækkelig grad. Der blev lagt vægt på, at de lægelige oplysninger viste begrænsede objektive fund, at vurderingen i høj grad byggede på klagers egne oplysninger, og at en neuropsykologisk undersøgelse ikke viste tegn på kognitive problemer. Det blev også tillagt betydning, at klager tidligere havde kunnet arbejde omkring halv tid i en krævende stilling. Selskabet fik derfor medhold, og der blev ikke tilkendt dækning til advokatbistand. Sagen illustrerer, at det kan være vanskeligt at få tilkendt erhvervsevnetabsdækning, når de lægelige undersøgelser ikke i tilstrækkelig grad understøtter en betydelig nedsat funktionsevne, selv ved anerkendte tilstande som senfølger efter COVID-19.