Afslag på fortsat erstatning ved erhvervsevnetab efter diskusprolaps

Klager blev sygemeldt på grund af en diskusprolaps og søgte senere om udbetaling ved tab af erhvervsevne, efter at hun var blevet opsagt fra sit job. Selskabet betalte midlertidige ydelser i seks måneder, men vurderede derefter, at klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med hverken halvdelen eller to tredjedele, og gav derfor afslag på fortsat dækning. Ankenævnet fandt ikke grund til at kritisere selskabets tidspunkt for vurderingen, da det skete efter de seks måneders midlertidige ydelser som fastsat i forsikringsbetingelserne. Nævnet lagde vægt på lægejournaler, der beskrev en positiv udvikling, herunder at prolapsen var i fin remission og uden tegn på rodtryk, samt at klager var blevet raskmeldt kommunalt. Selv om klager havde visse skånehensyn som at undgå tunge løft og rygbelastende arbejde, mente nævnet ikke, at dette i sig selv udelukkede, at hun kunne arbejde halv tid på det brede arbejdsmarked. Sagen viser, at afgørelser om erhvervsevnetab i høj grad baserer sig på den lægelige dokumentation og udviklingen i helbredstilstanden over tid. For forsikringstagere er det centralt at være opmærksom på, at midlertidige gener eller skånehensyn ikke automatisk fører til en varig erstatning, hvis journalmaterialet peger på forbedring og mulighed for arbejde med tilpasninger.