Afslag på erhvervsevnetabsdækning efter hjernerystelse og fleksjob

Sagen handlede om, hvorvidt klager havde ret til dækning ved erhvervsevnetab efter en ulykke, hvor han pådrog sig en hjernerystelse. Efter et forløb med sygemelding, deltidsarbejde og raskmelding blev klager igen sygemeldt og indgik senere en fratrædelsesaftale. Han overgik derefter til et kommunalt jobafklaringsforløb og senere til virksomhedspraktik, og blev til sidst indstillet til fleksjob. Selskabet afviste at udbetale dækning, fordi klagers generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen fra det tidspunkt, hvor hans løn ophørte. Klager fremhævede en række vedvarende symptomer som hovedpine, tinnitus, træthed og koncentrationsbesvær, som han mente forhindrede ham i at arbejde som før. Nævnet lagde afgørende vægt på en speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at klager var relevant udredt og behandlet, at yderligere behandling ikke ville give væsentlig bedring, og at tilstanden var stationær på det relevante tidspunkt. På den baggrund fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at hans generelle erhvervsevne var nedsat med mindst 50 procent. Sagen viser, at det ved vurdering af erhvervsevnetab er den generelle, ikke kun den konkrete, erhvervsevne der er afgørende, og at speciallægeerklæringer om en stationær tilstand vejer tungt i bedømmelsen.