Fastsat méngrad for knæskader efter to fald i 2015 fastholdt

Klager havde haft to faldulykker i 2015, hvor hun slog begge knæ, og krævede erstatning for varigt men. Selskabet afviste dette med henvisning til forudbestående slidgigt i knæene og mangel på årsagssammenhæng mellem øvrige gener og ulykkerne. Klager anførte, at selskabet ikke havde fulgt branchens principper for indhentelse af speciallægeerklæringer, og at hun ikke var vejledt om muligheden for at klage over processen. Nævnet fastslog, at de omtalte principper først trådte i kraft 1. januar 2021, og at reglerne om procesklager kun gælder for erklæringer indhentet efter den dato. Da erklæringen i denne sag var indhentet før 2021, havde nævnet ikke kompetence til at kræve en ny erklæring. Nævnet fandt desuden, at klager ikke havde sandsynliggjort, at erklæringen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurderinger var baseret på et forkert eller ufuldstændigt grundlag. Selskabets fastsættelse af men til under 5 procent kunne derfor ikke kritiseres. Sagen viser, at tidspunktet for indhentelse af en speciallægeerklæring har betydning for, hvilke klagemuligheder man har, og at forudbestående lidelser kan begrænse retten til erstatning selv efter en klar ulykke.