Uenighed om erhvervsevnetab og forældelse ved stress og angst

Klager var sygemeldt med stress og angst og krævede fuld dækning for tab af erhvervsevne fra august 2019. Selskabet havde udbetalt midlertidige ydelser i en periode, men vurderede efterfølgende, at klagers erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, og stoppede udbetalingen. Nævnet fandt, at klagers midlertidige erhvervsevne allerede var nedsat med halvdelen fra sygemeldingstidspunktet i august 2019, men at krav på ydelser forfaldet før oktober 2020 var forældede. Selskabet skulle derfor udbetale midlertidige ydelser for perioden fra oktober 2020 til februar 2022. Nævnet fandt desuden, at klagers generelle helbredsmæssige erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen efter april 2023, og at selskabet skulle genoptage sagen og yde dækning herfra. Nævnet lagde vægt på klagers væsentligt nedsatte funktionsniveau, omfattende skånehensyn og at hun ikke kunne arbejde mere end seks timer ugentligt med administrative opgaver. Selskabet meddelte, at det ikke ønskede at være bundet af kendelsen. Sagen viser, at krav om erstatning for erhvervsevnetab kan forældes, hvis de ikke gøres gældende i tide, og at psykiske lidelser som stress og angst kan give ret til dækning, hvis funktionsniveauet er tilstrækkeligt nedsat.